Retningslinjer
Cykelruter, kommunale cykelstier, vandreruter/stier og ridesti fremgår af kortene.
Stierne er opdelt i:
- Overordnede cykelruter (skiltede)
- Rekreative cykelruter
- Eksisterende kommunale cykelstier
- Planlagte kommunale cykelstier
- Kulturring 2017 (skiltede)
- Planlagte nationale, rekreative vandreruter
- Eksisterende nationale, rekreative vandreruter
- Lokale rekreative vandreruter og stier
- Planlagte lokale, rekreative vandreruter og stier
- Ridesti
Ved planlægning for nye aktiviteter skal eksisterende og planlagte stier og ruter indarbejdes i projekterne, således at principperne for de enkelte forløb så vidt muligt opretholdes og udbygges.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er at sikre et overordnet og lokalt net af cykel- og vandreruter til glæde for lokalbefolkningen og turisterne. Endvidere er målet at opbygge et net af sikre cykelveje langs kommunevejene til brug for bl.a. skolebørn.
Redegørelse
Retningslinjerne omfatter som udgangspunkt ikke interne stier i byområder og lokale udstykninger, men alene sammenhængende ruter og stier af national, rekreativ eller overordnet lokal interesse, eksempelvis skoleveje i det åbne land langs de større kommunale veje. "Hjertestien" i Odder by er medtaget, da der er tale om en sammenhængende byvandring, som bl.a. turister kan nyde gavn af. Ligeledes er cykelruten "Kulturring 2017" medtaget.
Overordnede cykelruter
De overordnede cykelruter udgør et sammenhængende net af skiltede cykelruter fortrinsvis på svagt befærdede kommuneveje. Ruterne danner forbindelser i og uden for kommunen mellem de større byer, naturområderne og færgehavnene. Ruterne er lagt, så de giver mulighed for flest mulige naturmæssige og landskabelige oplevelser undervejs.
Rekreative cykelruter
De rekreative cykelruter udgør lokale, rekreative og turistmæssigt interessante cykelruter på svagt befærdede veje, samt cykelstier og grusveje. De forløber som udgangspunkt internt i kommunen. Enkelte ruter forløber dog på mindre strækninger gennem nabokommunerne. De er ikke skiltet, men kan på delstrækninger være sammenfaldende med de overordnede cykelruter som er skiltet. Der vil typisk være såvel landskabelige som kulturhistoriske oplevelser undervejs.
Kommunale cykelstier
De kommunale cykelstier er asfalterede stier eller cykelstriber, der typisk løber langs de overordnede kommunale veje. Der er tale om sikre cykelveje (skoleveje), som typisk anvendes til og fra arbejde, skole eller lignende.
Planlagte kommunale cykelstier
De planlagte, kommunale cykelstier skal ses som et ønske om på sigt at få etableret sikre cykelveje langs alle kommunens overordnede veje. For denne planperiode udvides det planlagte, kommunale cykelnet med sti langs Ballevej og Rude Havvej, for at øge tilgængeligheden til Letbanen for lette trafikanter. Derudover er planlagt en cykelsti fra Ørting til Gylling ligesom cykelstien fra Ørting planlægges forlænget til Falling. Desuden planlægges for en ny cykelsti fra Kongshusvej til Golfbanen.
Kulturring 2017
Kulturring 2017 er en ny cykelrute på 450 km, der leder forbi natur- og kulturoplevelser i Østjylland. Det er en måde at gøre rekreativ cyklisme til et mere attraktivt valg og ikke mindst en tilgængelig mulighed i week-ender og ferier. Projektet udvikles frem til 2017 og vil herefter være en realitet.
Kortet viser cykelstier og cykelruter:
Nationale rekreative vandreruter
De nationale rekreative vandreruter udgør et sammenhængende net af afmærkede ruter, der dels følger selvstændige stier, dels følger eksisterende, svagt befærdede mark- og skovveje.
Vandreruterne skal sikre en god tilgængelighed til det åbne land og samtidig medvirke til at sikre, at færdsel og ophold sker i robuste naturområder. Det tilstræbes, at ruterne forløber gennem naturskønne områder. Desuden danner de typisk forbindelser i og uden for kommunen mellem byerne og større naturområder.
Vandreruterne indrettes som udgangspunkt for færdsel til fods og i nogle tilfælde på cykel. På strækninger, hvor det er muligt, søges stierne indrettet sådan, at de også kan anvendes til andre typer af færdsel.
I Odder Kommune er del af den nationale, rekreative vandrerute realiseret fra Hølken Strand til syd for Hov.
Lokale rekreative vandreruter og stier
De lokale rekreative vandreruter og stier har et forløb af såvel lokal som turistmæssig interesse. Enkelte ruter og stier forløber på mindre strækninger gennem nabokommunerne. Der er tale om rundstrækninger i skove omkring Norsminde Fjord og andre lignende naturområder. Der kan tillige være ruter og stier fra byen ud til eller gennem en rekreativ lokalitet, eksempelvis fra byen via en ådal til stranden eller skoven. Ruterne og stierne følger dels selvstændige stier, dels eksisterende svagt befærdede mark- og skovveje og enkelte steder mindre svagt befærdede veje. Der er tale om både umærkede og mærkede stier.
Vandreruterne og stierne indrettes som udgangspunkt for færdsel til fods og i nogle tilfælde på cykel. Nogle ruter er ikke tilgængelige for gangbesværede. På strækninger, hvor det er muligt, søges stierne indrettet sådan, at de også kan anvendes til andre typer af færdsel.
Kortet viser vandreruter, stier og ridestier:
Planlagte vandreruter og stier
De planlagte vandreruter og stier skal ses som et forslag til supplerende stiforløb, som enten udgør et sammenhængende forløb i sig selv eller kan binde eksisterende stier og ruter sammen i et sammenhængende system. De er således primært et udtryk for et ønske om at skabe en forbindelse eller et forløb gennem eller i en lokalitet og ikke et udtryk for et endeligt fastlagt forløb.
Der er i denne planperiode tilføjet nye planlagte, lokale rekreative vandreruter, der forbinder Odder by med Balle og Neder Randlev. Derudover er planlagt for lokale, rekreative vandreruter fra Rude til Saksild og videre til Saksild Strand. Der er desuden planlagt for lokale, rekreative vandreruter ved Over Randlev, Bovlstrup, Falling, Gylling, Hundslund, Oldrup og Torrild.
Samarbejde er nøglen ved udlæg af nye stier og vandreruter
Forløb af planlagte stier og vandreruter er alene eksempler på forløb. Det endelige forløb af stierne vil først blive fastlagt i forbindelse med den videre detailplanlægning. Stierne vil endvidere kun blive realiseret i det omfang, at det kan ske i samarbejde med og efter konkrete frivillige aftaler med lodsejerne.
Lokal ridesti
Sommeren 2016 blev Odder Kommunes anden, afmærkede ridesti indviet nord for Stampmøllebækken. Ridestien er etableret for at imødekomme en voksende interesse for at ride i rekreative områder. Derudover er der en eksisterende ridesti på det nedlagte baneterræn ved Hundslund og Oldrup.
Status og proces
Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.
Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.
Planstrategi 2017 er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.
Læs mere
Kommuneplan
Fritid og kultur
Turisme
Sundhed
Trafik
Byvækst