Lystbådehavne

Retningslinjer

Udvidelse af lystbådehavne kan kun ske i umiddelbar forbindelse med de eksisterende lystbådehavne. Placering og udformning af de pågældende havneafsnit skal ske under særlig hensyntagen til landskabet og naturbeskyttelsesinteresserne samt øvrige rekreative interesser.

Jollepladser, anløbsbroer og lignende mindre anlæg kan etableres, hvor en afvejning af de rekreative ønsker mod andre arealinteresser tillader det.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at sikre landskab og natur, når der foretages udvidelser af lystbådehavnene.

Redegørelse

Der reserveres ikke arealer til udvidelse af lystbådehavnene.

Fremtidige udvidelser af lystbådehavnene i Norsminde, Hov og Tunø kan kun ske i direkte tilknytning til de eksisterende anlæg. De øvrige kyststrækninger friholdes for havneanlæg under hensyntagen til natur-, landskabs- og badeinteresserne.

Byrådet lægger vægt på, at anlæggene tilpasses landskabet. Der skal tages vidtgående hensyn til naturen, landskabet og de rekreative interesser, jf. også retningslinjerne om kystnærhedszonen.

Af tabellen fremgår alle lystbådehavne i kommunen med omtrentlig angivelse af havnens nuværende kapacitet. Som mål for kapaciteten anvendes antallet af faste fortøjningspladser til både af en størrelse, der kræver havneplads. Skemaet angiver de natur-, miljø- og fredningsmæssige bindinger, der gælder for de tre lystbådehavne og deres umiddelbare omgivelser. Da der ikke er konkrete planer om at udvide lystbådehavnene, er der ikke taget nærmere stilling til eventuelle fremtidige udvidelsesmuligheder.

Havens beliggenhed

Omtrentligt antal bådpladser

Bindinger

Norsminde

125 - en del af havnen er beliggende i Aarhus Kommune (nordsiden af fjorden)

Havnen er beliggende ved mundingen af Norsminde Fjord, der er udpeget som et natur- og vildtreservat. Fjorden er desuden EF-fuglebeskyttelsesområde.

Strandengene mod øst er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Hele området er pålagt strandbeskyttelseslinje (naturbeskyttelseslovens § 15).

Desuden er en del af havneområdet dækket af en fortidsmindebeskyttelseslinje (naturbeskyttelseslovens § 18).

Hov

325

Hov Havn grænser mod syd og vest op mod et EF-fuglebeskyttelses- og -habitatområde.

Desuden er landområdet mod sydvest dækket af såvel en fredning som strandbeskyttelseslinje.

Tunø

100

Området er fredet, med undtagelse af det ydre havnebassin.

Området er pålagt strandbeskyttelseslinje, med undtagelse af en del af det ydre havnebassin.

Sydvest for havnen optræder et område med jordforurening (vidensniveau 2).

Udvidelse af lystbådehavnene

Lystbådehavnen ved Norsminde, i Hov og på Tunø opretholdes med de eksisterende afgrænsninger. Havnene er udbygget m.h.t. bådpladser. I planperioden kan der dog blive behov for konkret at tage stilling til områderne omkring havnene.

Jollepladser m.m.

Ifølge retningslinjerne kan jollepladser, anløbsbroer o. lign. mindre anlæg tillades på baggrund af en konkret vurdering. Ved mindre anlæg forstås normalt anlæg med kapacitet under 50 både placeret på steder, hvor vanddybden ikke tillader sejlads med kølbåde og større motorbåde. Broerne fjernes typisk om vinteren. Retningslinjerne omhandler også slæbesteder og ramper for joller og småbåde.

 

Status og proces

Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.

Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.

Planstrategi 2017 er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.