Retningslinjer
På landbrugsbedriften Nølev Østergård, Rude Havvej 55, 8300 Odder, matr.nr. 12a m.fl. Nølev By, Nølev kan etableres en svineproduktion på op til 342,1 dyreenheder (DE). Der bygges et nyt staldanlæg med en gylletank mellem Nølev og Rude, nord for Rude Havvej.
Vurderingerne af, at produktionsudvidelsen kan gennemføres inden for ovenstående retningslinjer, er baseret på følgende forudsætninger for produktionen:
- Det samlede kvælstofoverskud på markerne må ikke overstige 6.900 kg N/år, svarende til hvad der ville være overskuddet ved en ren planteavlsproduktion uden husdyrgødning.
- Det samlede overskud af fosfor på markerne, må ikke overstige 0.
- Ammoniakfordampningen fra staldanlægget må ikke overstige 3.570 kg N/år.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er at give mulighed for udvidelse af et konkret, eksisterende landbrug og at fastlægge rammerne for den miljøpåvirkning, som udvidelsen forårsager.
Redegørelse
Retningslinjerne med tilhørende VVM-redegørelse gælder for etablering af so-besætning på Nølev Østergård.
Reglerne for VVM-undersøgelse af husdyrbrug er fra 1. januar 2007 samlet og integreret i husdyrloven. Fremtidige ansøgninger om nyetablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug skal behandles efter denne lov.
Retningslinjerne er gældende, indtil der sker ændringer i den pågældende landbrugsproduktion, som kræver godkendelse i henhold til lovgivningen. Herefter vil retningslinjerne blive udtaget af kommuneplanen.
Status og proces
Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.
Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.
Planstrategi 2017 er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.