Børn og unge

Mål

Byrådet:

  • Vil arbejde for at skabe og øge kvaliteten i børnelivet i kommunen.
  • Vil styrke mulighederne for et aktivt og lærende børne- og ungdomsliv.

Redegørelse

I Odder Kommune ønsker vi at værne om og udvikle det gode børne- og ungdomsliv. Det gør vi, fordi vi ved, at en god start på livet giver de allerbedste forudsætninger for et godt liv hele livet. Dagtilbuds- og folkeskoleområdet har derfor stor bevågenhed fra byrådet. Byrådet ønsker, at børn og unge oplever, at man i Odder Kommune har mulighed for at udvikle og udfolde sig inden for de interesser, man måtte have.

Odder Kommune har med udgangen af 2017 fire integrerede institutioner i Odder by, som modtager børn i alderen 0 - 6 år. Den ene af de fire integrerede institutioner er sammenbygget med Skovbakkeskolen.

Dagplejen i Odder by er samlet i Dagplejens Hus, som rummer gæstepasning, heldagslegestue og dagplejens administration og ledelse.

I oplandet er der fire landsbyordninger. De ligger i Saksild, Hov, Gylling og Hundslund. Landsbyordningerne består af dagpleje, daginstitution og skole i oplandsområdet. Landsbyordningerne rummer dermed børnene fra 0 år til og med 6. klasse.

Tunø Skole er under ledelsen for Hov Skole, med fælles skoledistrikt og skolebestyrelse, men Tunø Skole benyttes fortsat som undervisningssted, når der er behov for det.

Der er tre kommunale skoler i Odder by. Vestermarkskolen, Skovbakkeskolen og Parkvejens Skole.

Vestermarkskolen blev bygget i 2001 og ligger i den vestlige del af Odder by og modtager elever fra 0. til og med 6. klasse.

Skovbakkeskolen og Parkvejens Skole er begge skoler med overbygning. Skovbakkeskolen ligger i den sydlige del af Odder by og Parkvejens Skole ligger i den østlige del. Eleverne fra oplandsskolerne og Vestermarkskolen flytter hertil, når de skal modtage undervisning på 7. til 9. klassetrin.

Skovbakkeskolen er under ombygning, og står i sommeren 2017 færdig som en helt ny skolebygning. I denne forbindelse er der sammen med Skovbakkeskolen bygget en integreret institution, hvor daginstitution Krible Krable Huset med udgangen af 2017 flytter ind og udbygges med vuggestueenhed.

Ud over de kommunale skoletilbud findes desuden fire private skoler i Odder Kommune: Odder Lille Friskole, Rathlouskolen, Magrethelyst friskole og Randlevskolen.

Ungdomsskolen rummer kommunens 10. klassecenter og der er mulighed for at tage en gymnasial eller videregående uddannelse på henholdsvis Odder Gymnasium og Handelsfagskolen i Odder by.

Status og proces

Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.

Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.

Planstrategi 2017  er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.