Sundhed

Mål

Byrådet:

Vil understøtte borgerne i at mestre hverdagslivet.
Vil forebygge at sygdom opstår eller forværres.
Vil gøre det sunde valg til det lette valg.
Vil minimere den sociale ulighed i sundhed.
Redegørelse
Odder Kommunes sundhedspolitik er inddelt i fire indsatsområder; Borgere i bevægelse, Rygning, Unge & Alkohol og Det nære sundhedsvæsen. Målet med sundhedspolitikken er at fremme fysisk aktivitet, reducere rygning og indtag af alkohol, forebygge indlæggelser og genindlæggelser samt fremme syge borgeres livskvalitet og evne til at mestre livet med sygdom.

Odder Kommune vil forebygge, at sygdom opstår, og at eksisterende sygdom forværres ved at minimere de risikofaktorer, der kan medvirke til at øge risikoen for sygdom. Odder Kommune tilbyder blandt andet hjælp og støtte til borgere, der ønsker at omlægge deres livsstil. Det gælder for eksempel borgere, der ønsker at kvitte tobakken eller borgere, der gerne vil have hjælp og værktøj til at nedsætte eller behandle et alkohol- eller stofmisbrug. Odder Kommune vil også arbejde for at færre begynder at ryge, og for at påvirke kulturen omkring indtag af alkohol og andre rusmidler – særligt blandt unge. En af vejene hertil er et tæt samarbejde med ungdomsuddannelser og udskænkningssteder samt initiativer, der fremmer og synliggør voksnes ansvar for unges indtag af rusmidler.

Odder Kommune vil gøre det sunde valg til det lette valg. Blandt andet gennem brede, tværgående tiltag. Et godt eksempel er mad- og måltidspolitikken, der gælder i dagtilbud, skole, SFO, klub og 10. klasse. Odder Kommune vil samarbejde med foreningslivet om at fremme bevægelse for borgere i alle aldre. Også i skoler og dagtilbud vil Odder Kommune arbejde for at fremme den fysiske aktivitet, og der vil fortsat blive arbejdet for at etablere stier og cykelstier på tværs af kommunen.

Odder Kommune vil give borgerne værktøj, der gør det muligt at klare hverdagens gøremål og få den bedst mulige livskvalitet på trods af sygdom. Det gælder for eksempel borgere med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjertesygdomme eller lidelser som kræft, depression og lænderygsmerter. Midlerne er blandt andet åben rådgivning og fremme af sociale fællesskaber, der for eksempel kan have fokus på bevægelse.

VitaPark Odder er et kulturelt sted med fokus på kultur og bevægelse og rekreative tilbud, som direkte og indirekte kan være med til at påvirke borgernes livsstil og sundhed. Med etableringen af VitaPark Odder er det lykkedes Odder Kommune at skabe attraktive rammer for private og offentlige sundhedsaktører, private iværksættere samt offentlige instanser. Odder Kommune vil arbejde videre med den positive udvikling af VitaPark Odder som et univers for sundhed, så Odder Kommune også fremover kan imødekomme de stadigt mere komplekse opgaver og behov, der følger med udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

Status og proces

Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.

Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.

Planstrategi 2017  er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.