Turisme

Mål

Byrådet:

  • Vil sikre udnyttelsen af det store potentiale i turisterhvervene med respekt for kultur-, natur- og miljømæssige værdier.
  • Vil sammen med UdviklingOdder markedsføre og produktudvikle kommunen, som en attraktiv turist- og bosætningskommune, herunder gennem brug af ny teknologi til digital og decentral turistformidling.
  • Vil i samarbejde med andre kommuner og relevante statslige myndigheder markedsføre projekter og temaer af fælles interesse.
  • Vil fastholde og udbygge et net af cykel-, vandreruter og ridestier til glæde for lokalbefolkningen og turisterne.
  • Vil sikre, at etablering af anlæg i det åbne land til ferie- og fritidsformål sker under hensyn til natur, landskab og nabobebyggelser.
  • Vil arbejde for, at kommunale strandområder og øvrige lokaliteter lever op til kravene om blå flag.

Redegørelse

Kommunens ferieområder, defineret som eksisterende og planlagte sommerhusområder, campingpladser, lystbådehavne og golfbaner, fremgår af kortet.

Statisk kort

Byrådet tillægger turismen erhvervs- og beskæftigelsesmæssig betydning. Desuden bidrager turister til at fremme den mellemfolkelige forståelse.

I 2009 blev vedtaget en ny turismestrategi. Strategien er et resultat af et samarbejde mellem den daværende turistforening, UdviklingOdder, Midtjysk Turisme og Byrådet.

Formålet med turismestrategien er:

  • At mindske sæsonafhængighed.
  • At forbedre udnyttelsen af den eksisterende kapacitet.
  • At øge samarbejdet om oplevelser og kvalitet.
  • At øge mængden af tilbud/oplevelser og dermed synligheden.
  • At tage udgangspunkt i mødet mellem turisternes præferencer og kommunens unikke styrker.

Anbefalingerne i Turismestrategien sigter mod at tage fat i allerede eksisterende kvaliteter og styrker og i overvejende grad udvikle aktiviteter, oplevelser og kvalitet langs kysten.

Byrådet vil som hovedregel prioritere ferieformer, hvor tæthed kombineret med udlejning sikrer en intensiv arealudnyttelse. Omdrejningspunkterne – scenerne – er sommerhusområder, strande, campingpladser samt ikke mindst de små bysamfund med havne. Øget indtjening og beskæftigelse kan opnås gennem udvidelse af sæsonen, produktudvikling og effektivisering af udnyttelsen af den eksisterende kapacitet.

I efteråret 2011 besluttede den daværende turistforening at nedlægge sig selv. Turistbureauet blev lukket og feriehusudlejningen blev solgt fra. De øvrige informations- og udviklingsaktiviteter blev fusioneret med Odder Erhvervs- & Udviklingsråd til UdviklingOdder. Fra sæsonen 2012 har UdviklingOdder leveret digital og decentral turistinformation.

Odderområdet har i kraft af sin geografiske placering og sine natur- og kulturmæssige værdier gode muligheder for at øge turismen, men samtidig har Byrådet også pligt til at beskytte natur og landskab. Derfor er det vigtigt, at etableringen af nye ferie- og fritidsanlæg sker gennem en afvejning af beskyttelsesinteresser i forhold til udviklingsinteresser. I mange tilfælde vil disse interesser være sammenfaldende, da ferie- og fritidsanlæg typisk nyder godt af landskab og natur. Således er adgangen og anvendelsen af det åbne land en forudsætning for friluftslivet og dele af turisterhvervet.

Sommerhusområder

I henhold til kystcirkulæret kan udvidelse af eksisterende sommerhusområder og ændring af områdernes afgrænsning ikke finde sted inden for kystnærhedszonen. Ved Saksild er sommerhusområde 3.S.5 endnu ikke lokalplanlagt og udbygget.

Herudover er der rummelighed for nye sommerhuse i kystnærhedszonen i sommerhusområderne på Amstruphalvøen. Områderne er beliggende i tilknytning til de rekreative arealer omkring Sondrup og Uldrup bakker. 

Øvrige sommerhusområder er udnyttede, og der ændres ikke i disses afgrænsning.

Campingpladser

Campingpladserne er ifølge turismestrategien et vigtigt omdrejningspunkt. De eksisterende campingpladser ved Kysing, Saksild og på Tunø opretholdes med deres eksisterende afgrænsning, som dog ikke skal hindre mindre udvidelser af og forbedringer på pladserne.

Campingpladserne ved Hov og Hølken har med deres eksisterende afgrænsning mulighed for at udvide. Derved udnyttes den eksisterende infrastruktur, samtidig med at lokalsamfundet ved Hov understøttes og gives mulighed for at øge den lokale beskæftigelse. Det vil sikre en mere afbalanceret benyttelse af kyststrækningen.

Lystbådehavne

Lystbådehavnene ved Norsminde, i Hov og på Tunø opretholdes med de eksisterende afgrænsninger. Havnene er udbygget m.h.t. bådepladser. I planperioden kan der blive behov for konkret at tage stilling til områderne omkring havnene.

Cykel-, vandreruter og ridestier

Cykel-, vandreruter og ridestier udgør et væsentligt element både for lokalbefolkningen og turisterne. De kan også ses som et væsentligt element til forbedring af folkesundheden, hvor de kan tænkes ind i bevægelse og motion. Byrådet ønsker til stadighed at forbedre og udbygge de eksisterende cykel-, vandreruter og ridestier. Det skal ske i tæt samarbejde og gennem frivillige aftaler med lodsejerne samt friluftsorganisationerne. Odder Kommune er en del af Kulturring 2017. I den forbindelse planlægges en ny cykelrute særligt med fokus på kulturoplevelser langs ruten.

Status og proces

Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.

Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.

Planstrategi 2017  er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.

Læs mere

Kommuneplan

Sommerhuse

Kulturmiljøer

Lystbådehavne

Rekreation på og ved vand

Cykel- og vandreruter

Rekreative anlæg

Arealkrævende anlæg

Odder Kommune

Strategi for turismeudvikling